Hvilken rolle har logopæder i et udredningsteam? Hvad skal man tænke på ved udredning af flersprogede børn eller børn med formodet NPF-problematik*? Vi har interviewet en af Sveriges førende logopæder, Astrid Frylmark, som understreger, hvor vigtig logopædrollen er i et vurderingsarbejde.   

Astrid Frylmark er en af Sveriges eksperter i sprogforstyrrelser, sprogudvikling og dysleksi. Efter at have arbejdet 45 år som logopæd driver hun i dag OrdAF AB, der er en virksomhed, som sælger uddannelsesmateriale om sprogudvikling og tilbyder kurser til logopæder og andre faggrupper. Da jeg møder Astrid, sidder hun på sit kontor i den svenske by Uppsala sammen med sin kat Selma. Man kan med det samme mærke, at Astrid brænder for spørgsmål vedrørende sprogudvikling, og det er med varme i stemmen, at hun fortæller om faget.  

I gymnasiet fik vi en bog, der hed Yrke och Framtid (”Erhverv og fremtid”). Først kom jeg til B og Bibliotekar. Det lød spændende, men så skulle man læse i Borås, og min udkårne boede i Uppsala. Derefter kom jeg til L og Logopæd, og der blev jeg hængende. Logopæd er virkelig et skønt fag, for man har hele tiden mulighed for at lære noget nyt, og det er meningsfuldt at hjælpe mennesker med varierende forudsætninger i den sproglige kommunikation.  

Astrid fortæller, at logopædfaget er forholdsvis nyt, og at det i slutningen af 1970’erne langt fra var en selvfølge, at kommuner og regioner ansatte logopæder.  

For nyligt havde logopæduddannelsen 50-års jubilæum! I Danmark har logopæduddannelsen derimod eksisteret i over 100 år, så der er stor forskel mellem landene. Da jeg var færdiguddannet og søgte arbejde, kontaktede jeg et af sygehusene i det amt, hvor jeg boede. Da svarede sygehuschefen, at de allerede havde en person, som gik rundt med en bogvogn, dvs. at der var allerede nogen, der tog sig af sproget. Jeg kontaktede også socialchefen, som svarede, at ”i vores kommune er der én person med talevanskeligheder, og han får allerede hjælp”. Vi var ikke flere end 150 logopæder i hele Sverige på det tidspunkt. 

Hvad synes du, at man skal tænke på, når man udreder personer med formodede NPF-diagnoser?  

I forbindelse med enhver udredning og ethvert møde med børn eller voksne er man som logopæd nødt til at have både et teleobjektiv til sproget og et vidvinkelobjektiv til at kunne overveje alternative problemkilder. Da jeg arbejdede på Danderyds sygehus, arbejdede jeg et stykke tid i et projekt sammen med en erfaren specialpædagog. Til hverdag arbejdede hun i en klasse, hvor alle elever havde en NPF-problematik, og jeg kan huske, at hun sagde: ”Jeg kan mærke deres grad af manglende koncentration i min krop, og jeg kan samtidig mærke hvor træt, jeg bliver”. Det har jeg tænkt på mange gange siden. Som udreder møder jeg ikke en hel klasse kun én person ad gangen. Selvom jeg efterhånden har foretaget et par tusinde udredninger, så oplever jeg, at det er forskelligt, hvor meget det ”koster” at få barnet med i et fælles her-og-nu. Med hensyn til koncentrationsproblematik så synes jeg, at jeg kan nikke genkendende til den i mine egne anstrengelser for at få situationen til at fungere. Det er min kliniske erfaring.  

Et andet aspekt, som Astrid fremhæver, er, hvor vigtigt det er at tage hensyn til potentielle risikofaktorer i en udredning.  

På en klinik har jeg den fordel, at jeg kan have en personlig samtale med barnet i rolige omgivelser, hvilket naturligvis giver det bedre forudsætninger for at vise sine færdigheder end i støjende omgivelser i et klasseværelse. Det er en risikofaktor i vurderingsarbejdet. Min uddannelse og min erfaring med at kommunikere med personer, som har disse vanskeligheder, gør også mig som logopæd til en risikofaktor sammenlignet med fx klasselærere og vikarer, som ikke har den erfaring eller indsigt. Derfor er både arbejdsmiljøet i en udredningssituation og logopædens kliniske erfaring faktorer, der kan bidrage til et forskønnet billede af, hvordan barnet fungerer i hverdagen. Men på den anden side hvis man er bevidst om dette, så kan barnets præsentation i en udredningssituation give en indsigt i graden af de vanskeligheder, det oplever i de omgivelser, det befinder sig i til hverdag. I nogle tilfælde kan man konstatere at ”med de rigtige forudsætninger, kan barnet klare alt det her”. I andre tilfælde er det lige modsat, og man kan notere, at ikke engang i beskyttede omgivelser fungerer det for barnet. Det er et perspektiv, som jeg synes, er vigtig at tænke på. 

Hvilke erfaringer har du med udredning af flersprogede børn, og hvilke overvejelser har du gjort dig med hensyn til dette? Er der nogle særlige udfordringer? 

CELF-4 kan også bruges til udredning af flersprogede børn. Men man kan ikke sammenligne et resultat fra CELF-4 hos børn, der kun har boet i Sverige et par år, med børn, der har boet i Sverige hele deres liv. Hvis et barn går i 6. klasse og får et CELF-resultat, der svarer til en 7-årig, så indebærer det ikke, at barnet er som en 7-årig. Med flersprogede børn skal vi ikke bruge normtabellerne til andet end at sammenligne barnet med sig selv over tid. Men det kvantitative resultat kan naturligvis give os et fingerpeg om, hvor hårdt den pågældende elev har det, og hvilken udfordring sproget må være.  

Astrid fortæller også, at hun har lært meget om flersprogethed på internationale konferencer og af specialiserede svenske logopæder som fx dr.med. Eva-Kristina Salameh. Et godt tip er at nøje undersøge, hvor og i hvilken udstrækning de forskellige sprog bliver brugt i hverdagen. Hun fortæller: 

Mange forældre er bevidste om, hvor vigtigt det er at bruge sit modersmål, når børnene er små. Når børnene så bliver ældre, begynder de måske at svare på svensk, og det svenske sprog kommer efterhånden til at fylde mere i hverdagen også derhjemme. Så selvom forældrene har svaret på, i hvilken udstrækning barnet har adgang til modersmålet på et bestemt tidspunkt, så er det ikke sikkert, at det gælder tre år senere.   

To andre praktiske tips er at give barnet mere tid og være mere generøs med at gentage instruktioner, når man tester flersprogede børn.  

Man kan være nødt til at give afkald på ting som disse, for resultatet bliver uanset hvad ikke retvisende, når man sammenligner barnets resultater med tallene i normtabellerne. Formålet med at teste et barn, som har begrænsede færdigheder i svensk, er frem for alt at se, hvor langt fra det forventede sprogniveau barnet er og at ikke drage forhastede konklusioner om barnets generelle sproglige færdigheder. Man skal huske, at det tager mellem tre og otte år, inden et barn uden tidligere færdigheder i svensk kan forventes at klare skolens sproglige niveau for barnets jævnaldrende. 

Generelt er Astrid meget positivt indstillet over for flersprogethed. 

Det er en rigdom for børn at få mulighed for at vokse op med flere sprog, og det er aldrig noget, vi logopæder fraråder – ikke engang hvis børnene kæmper med en sprogforstyrrelse. Flersprogede børn med sprogforstyrrelser ville også have haft vanskeligheder, selvom de havde været ensprogede. Men det er vigtigt, at barnet får mulighed for at udvikle sine sprog i levende sprogsituationer – det er ikke muligt, hvis man bare lytter og ser på en skærm.   

Der findes forskellige testinstrumenter, som logopæder bruger, og et af dem er CELF-4. Du har deltaget i udviklingen af CELF-4 som ekspert og har afholdt kurser om instrumentet. Hvilken rolle synes du, at CELF-4 har i logopædiske udredninger? 

Da jeg dimitterede i 1976, fandtes der ikke nogen store normerede sprogtest på svensk, og derfor havde logopæder ikke nogen kvantitative data, de kunne støtte sig til. Så CELF-4 var noget, man virkelig havde ventet på med længsel, da den udkom på svensk i 2013. CELF-4 gør stor nytte, når man skal fastsætte den sproglige problematiks type og grad. Da jeg arbejdede freelance som skolelogopæd og overvejede, om vi skulle sende en henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien eller ej, så følte jeg mig mere sikker og tryg i min rådgivning, når jeg havde adgang til kvantitative data. Når det så er sagt, så skal vi ikke forkaste den kvalitative kompetence. Der er brug for begge. 

Et andet perspektiv, som Astrid fremhæver, er, at CELF-4 kun skal bruges, når man har brug for at administrere hele testen:  

Jeg synes, det er ærgerligt, hvis man udvælger enkelte delprøver, for så kan man jo ikke gentage testen de næste to år. Det ved jeg, at mine kolleger i deres tidspressede hverdag nogle gange gør. I forbindelse med mange nye konsultationer er der ikke behov for et så omfattende materiale som CELF-4. Jeg synes, at man skal bruge hele CELF-4, når der virkelig er brug for det. 

Hvordan ser du på logopædens rolle i elevsundhedsteams? 

Det svenske Logopedförbundet arbejder for, at logopæder skal have en obligatorisk rolle i elevsundhedsteams, eftersom logopæder bidrager med unik kompetence, der er nødvendig for, at man skal kunne stille den rigtige diagnose. Kombinationen af logopæder og pædagoger muliggør en god skolesituation for elever med sprogforstyrrelser. 

Hvordan ser du på logopædens rolle i NPF-udredninger? 

Det er så almindeligt, at børn med NPF-problematik har sproglige vanskeligheder, at sproget altid bør stå på dagsordenen. Sådan som sundhedsvæsenet er organiseret de fleste steder i landet, indgår logopæder sjældent i udredningsteamene, og hvis man er heldig, så hyrer man dem som konsulenter, som ikke har adgang til teamets information. Det fremmer ikke samarbejdet og øger risikoen for underdiagnostisering af sproglige vanskeligheder.    

Hvorfor tror du, at situationen ser sådan ud? 

Der har været mangel på logopæder. Der er blevet uddannet alt for få logopæder. Nu uddannes der flere, men mange går på pension, og mange svenske regioner har været vant til manglen og satser ikke på stillinger efter behov.  

Jeg læste i statistik fra den svenske Socialstyrelse, der er baseret på tal fra 2021, at antallet af logopæder stiger nu, og at der i dag findes ca. 3.100 logopædautorisationer i Sverige. Hvilke tips og råd ville du give til nyuddannede logopæder? 

Først ville jeg sige tillykke, fordi de har valgt et fag, der byder på konstant udvikling. Med CELF-4 i tankerne er det mit råd, at man skal stole på sin mavefornemmelse og kalibrere den mod de objektive mål, der findes. Ingen kvantitativ test dækker alt.  

Hvilke udfordringer ser du som logopæd for børn i dagens samfund? 

At der ikke er tid nok til sproglig kommunikation på flere niveauer. Jeg er bekymret for, at børn – både med og uden sprogforstyrrelser – ikke bliver vant til at være gode lyttere og at kunne fortælle. Mundtlig kommunikation er en forudsætning i skole- og arbejdsliv. Jeg har ikke noget imod mobiltelefoner og andre skærme – jeg elsker selv alle de muligheder, teknikken tilbyder. Men vi er nødt til at supplere med bevidst at hjælpe børn med at blive gode lyttere, så de i et livsperspektiv får mulighed for at tage imod den viden, som lærere formidler i klasseværelset, og information på fremtidens personalemøder. Det gælder, uanset om møderne er analoge eller digitale. For at knække læsekoden er det også nødvendigt at kunne lytte omhyggeligt efter små forskelle mellem sproglyde for at forstå det alfabetiske princip. At lytte og fortælle er det, jeg mener, er vigtigst at prioritere for alle små børn. 

 

* neuropsykiatrisk funktionsnedsættelse; neuropsykiatrisk diagnose